onsdag den 29. april 2009

Virksomhedsbesøg



Vi har nogle gode venner hernede, der har opstartet en skofabrik med håndsyede sko. Lige nu er det snarere et værksted, men udviddelsesplanerne er klar. De er opstartet med produktion af herresko af den simple årsag, at næsten alt i Nicaragua er specialiseret til byer. I Granada har man i årtier lavet herresko og i nabobyen, Masaya, har man altid lavet damesko. I en anden naboby, Masatepe, producerer og sælger man træmøbler og i byen Katarina producerer og sælger man alt til haven. Det være sig lige fra små potteplanter over til 8 m høje palmer, der incl. levering og nedgravning koster 400 kr.
De startede fabrikken op for ca. 8 måneder siden med en model, der siden er udvidet til mere end 8 forskellige modeller. Der er ca. 10 skomagere ansat på fabrikken, der hver især syr skoen fra start til slut. I starten prøvede vores gode venner at få sat noget systematik i skomagerne. Så der var en skomager der skar læderet, en der syede overlæderet, en der syede underlæderet osv., men resultatet var en katastrofe. Det var altid en af de andres skyld hvis ikke skoen blev perfekt. Så man gik tilbage til den gamle metode. Skomageren starter på sin sko hvor han personligt vælger læderet og så starter processen og ender uden nogen anden har været involveret. På den måde er det aldrig de andres skyld.
I mellemamerika findes herresko fra størrelse 38-43. En håndsyet sko koster ca. 200 kr. Det eneste mekaniske på fabrikken er en Singer symaskine til at sy overlæderet sammen. Man vil indenfor den nærmeste fremtid kaste sig over produktion af damesko.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar