Nicaragua vs. Danmark

I Nicaragua kræves der for at føre en cykel, at man skal til en cykelprøve. Det tager det meste af en dag og koster 10 kr. eller ca. 1/3 dagsløn. Man får så også en nummerplade til sin cykel. Der er ikke mange hernede, der har en sådanne til sin cykel.

I Danmark har vi en ide om, at vi har meget bureaukrati, men det er til at leve, da Sverige har mere. Men når man så har stiftet bekendtskab med Sverige og fundet ud af, at de intet bureaukrati har i forhold til danmark, er det dejligt at finde ud af, at Nicaragua har mere bureaukrati end Danmark. Ikke lige det man forventer. Man har alle de regler man kender fra Danmark, plus mange flere. Dette land og nabolandene i øvrigt er mindst lige så gennemreguleret som Europa. Forskellen er bare at man i denne del af verden ikke tager reglerne så tungt. Byggeansøgninger med mindst de samme restriktioner som derhjemme. Behandlingstiden og den ud kørende kontrol af byggerier er meget hårdere end derhjemme. Man kan ikke blive begravet på en kirkegård uden sin fødselsattest. Dette gør at man bestemt ikke skal lave nyttehave i sit ny indkøbte hus.

Der er kommet nye pengesedler hernede og som alle andre steder i verden skal der være 2 underskrifter på pengesedlerne, men det var desværre kun nationalbankdirektøren der havde tid den dag. Officielt er de ugyldige, men det tager man ikke så tungt hernede, det ligner jo meget godt.

Man kan uden problemer leje uniformerede politibetjente incl. deres håndvåben og andet isenkram, hvis man holder en fest. Kunne være oplagt at eksportere denne ide til Danmark når familiens påskefrokost nærmer sig.

Den sværeste og absolut mest umulige at lære i dette land, er deres hilsen. Man siger adios/farvel når man mødes. Vi er jo vant til, at man siger : hej, dav, mojn, hello, hi. Jeg har til dato endnu ikke lært dette og det har bestemt givet mig komplekser. Jeg går og koncentrerer mig på gaden for at sige det rigtige, men et øjebliks uopmærksomhed gør, at hola/hej flyver ud af munden på mig. Jeg har, trods ihærdig søgen, ikke kunnet udrede årsagen hertil.

De første ansatte på Hotel la Bocona

Så er det første personale ansat til hotellet. Karen Auxilidora er 22 år og økonomiuddannet fra universitetet. I øjeblikket læser hun engelsk hver lørdag. Det er meget almindeligt, at unge mennesker i Nicaragua ved siden af deres 48 timers arbejdsuge har et fuldtidsstudie. Hun kan se meget længselsfuld ud når man fortæller om s.u. og gratis uddannelse hjemme i Danmark. Hun betaler ca. 30 dollars om måneden for sit studie, hvilket er ca. 33 % af hendes løn. Hun har arbejdet som souschef på et ferielejligheds kompleks. Dette er desværre, som næsten alt andet i denne del af verden, lukket som følge af finanskrisen. Kunderne/lejerne af boligerne var udelukkende amerikanere, der som følge af krisen, har gjort at amerikanerne bliver hjemme. Hun fandt så arbejde på et vaskeri hvor hun, ligesom størstedelen af nicaraguanerne, blev udnyttet. Fik lov til at arbejde 66 timer om ugen, hvilket er 18 timer mere end tilladt. For en mindsteløn på 700 kr. om måneden. Hvorfor melder nicaraguanerne ikke sådanne mennesker til myndighederne. Fordi: man bliver fyret, arbejdsgiveren skal kun betale differencen for den sidste måned og en lille bøde samt endelig p.g.a. den massive fattigdom står der 100 mennesker, der gerne vil arbejde for den løn. Landet har i øvrigt til sammenligning med andre latinamerikanske lande en god beskyttelse af sine arbejdere. Hun nåede i øvrigt at være ansat på vaskeriet i 3 måneder, det siger noget om hendes arbejdsvillighed.. Hun føler i høj grad, at vi har frelst hende fra trældom. 18 timer mindre om ugen, ca. 50 % mere i løn samt et arbejde der er meget relevant for hendes økonomiuddannelse og nuværende engelskstudie. Efter underskolen var hun tvungen til at arbejde og først en del år efter startede hun på overskolen. Hun læste så overskolen om aftenen, mens hun havde fuldtidsarbejde om dagen.

Den anden ansatte hedder Olga og hende har vi faktisk arvet. Det er meget almindeligt at man arver sit personale. Hun har arbejdet i huset under den foregående ejer og da huset blev solgt fulgte hun med. Nicaraguanerne har et meget afslappet forhold til dette. Hun taler ikke et ord engelsk, men er meget klar over konceptet med megen service til gæsterne. Vi er sikre på, at et smil og et "buenos dias" fra Olga, siger mere end 1000 ord på engelsk.

Vi satte skilt op på døren til hotellet med at vi søgte ansatte. På 1 dag havde vi fået mere end 50 ansøgere. P.g.a. den store arbejdsløshed fik vi ansøgere var alle samfundsgrupper incl. jurister, professorer og psykologer. Folk var mildest talt meget interessere og man kunne se desperationen i øjnene. Da mindstelønnen på hoteller er 50% større end hos butiksansatte og embedsmænd i stat og kommune er dette erhverv meget eftertragtet. Der er samtidig gode muligheder for at kunne bruge sin uddannelse og have et udfordrende job.

På trods af finanskrise, økonomisk nedtur og hvad man ellers kan finde på, har vi valgt en anderledes indfaldsvinkel. Vi vil betale vores ansatte godt, betale sygeforsikring for dem og selvfølgelig respekterer de rettigheder de ansatte har. Ikke følge med tiden og være lønpressere og udnytte manglen på arbejdspladser. Vi er sikre på, at det vil give bonus i form af topmotiverede og serviceorienterede medarbejdere, der vil kunne forsørge deres familier og få hjælp fra sygeforsikringen når nogen i familien er syge.

Skolemesterskab i dans

De sidste 2 måneder har Freja gået til dans på skolen. Den årlige konkurrence om skolemesterskabet står for døren. Hver klasse har fået tildelt en dansetræner, der skal udarbejde en dans til præsentation ved mesterskabet. Man træner så typisk 5-6 timer ugl. efter skoletid.

Der er stor prestige i at vinde skolemesterskabet, men konkurrencen er ulige da specielt de ældste klasser har stor fordel af at have deltaget i de foregående års mesterskaber. Vinderholdet samt nummer 2 går videre til distriktsmesterskabet.

Frejas dansetræner er lidt af et kapital for sig selv. Freja går på en meget katolsk skole med meget deltagende og undervisende nonner. På trods af den katolske kirkes normale forhold til homoseksuelle, skulle man umiddelbart tro, at en homoseksuel som dansetræner ville være absolut umuligt. Han er endda bøsse med meget stort B!!! Men intet er umuligt i dette land. Han er suverænt byens bedste dansetræner, hvorfor han også har trænet den nyeste klasse i konkurrencen for at udligne forskellen. Der har flere gange været lidt knurren blandt drengene. De syntes at dansen har været lidt for tøset, lidt for meget cheerleader dans, men som dansetræneren slog fast: når vi tøser kan, så kan I drenge også. Hovedet på sømmet var dog, da han bestemte at dansedragten skulle være pink og sort og at alle skulle males i hovedet med pink og sort tusch. Hvilket han i øvrigt selv stod for.

Hver klasse viser sin dans på en af ugens hverdage og om søndagen er der så finale, hvor vinderen kåres. Frejas klasse har i ugens løb lavet pon-poner samt bannere til opvisningen. Klassen valgte at kalde sig de super seje på dansk!!! Stemningen var pisket i vejret, da mange tilskuere også havde indfundet sig på skolen. Nicaraguanske familier kan være rimelige store. Opvisningen gik godt og nu var det bare at se frem til søndag hvor finalen skulle være.

Høj musik, live band, salg af alverdens mad og drikkevarer. Alt hvad der skal til for at lave en vellykket søndag i Nicaragua. Meget mod forventning fik Frejas klasse andenpladsen. Stor glæde hos nogle og mange tårer hos andre. Jeg må desværre beklage, at billedkvaliteten er ringe. Jeg måtte kæmpe mod frådende forældre og dusinvis af professionelle fotografer, der i stort tal ankomme til disse arrangementer for at tage billeder. De sælges så senere til forældrene.

Link til video af opvisningen.

http://picasaweb.google.dk/lh/photo/WEBZ1LTfiJIO1UpOHGf1xA?feat=directlink

http://picasaweb.google.dk/lh/photo/tDCoQQzicufFPNrdP-Jn8Q?feat=directlink