fredag den 9. oktober 2009

Las Flores kaffefarm - Mombacho


Ca. 10 km udenfor Granada på skråningerne af Mombacho vulkanen ligger kaffefarmen Las Flores. Kaffefarmen hedder også El Progreso, da de som en af de første kaffefarme i landet har taget skridtet fuldt og satset på økologi. Jorden på Mombacho vulkanen er speciel god til kaffe og kakao produktion, da den vulkanske jord giver afgrøderne en ekstra kraftig aromatisk smag. For en dansker, som mere eller mindre kun kender til Gevalia, får man sig en overraskelse første gang man smager nicaraguansk kaffe. Denne kaffe smager meget kraftigt og ganske syrligt. Når man først har vænnet sin danske gane fra kønsløs Gevalia kaffe til Nicaragua kaffe, forstår man bedre den ældre generation. De der har oplevet den anden verdenskrig og kaffe rationeringen og som måtte leve med kaffeerstatning uden kaffe og hvordan den første rigtige kop kaffe føltes efter krigen.

Man havde i øvrigt ikke mange andre muligheder end økologi på kaffefarmen Las Flores. Med de nuværende kaffepriser på verdensmarkedet kan afregningsprisen på kaffe ikke dække produktionsomkostningerne. Dette gør at de enkelte kaffebønder ikke har penge til at vedligeholde farme samt maskiner. Derudover er alt hvad der hedder produkt forbedringer udelukket. Den eneste årsag til at kaffefarmen har penge til at omstille produktionen er at ejerkredsen er italienere.

Verdensbanken har ydet donationer og lån til Vietnam, der på få år er blevet verdens næststørste kaffeproducent efter Brasilien. Eftersom kaffeforbruget ikke er steget er det selvfølgelig kun gået en vej med kaffepriserne. Ca. en halvering af prisen på kaffe hvilket gør at de enkelte bønder, der for manges vedkommende er småbønder som vi kender det fra Danmark, er ude af stand til at forsørge sig selv og deres familier. Når man i generationer har dyrket kaffe, er det ikke nemt at omlægge sin produktion af kaffe. Derudover dyrkes kaffe generelt på skråninger, der er svære at bruge til andet. Yderligere er der tit plantet træer som f. eks mango eller bananer for at skåne kaffen mod for meget sol. Så en omlægning til anden afgrøde uden nogen form for penge i baghånden er nærmest umulig.

I Nicaragua høstes kaffen med håndkraft, derved skånes bærerne også mest muligt. Man høster sine marker 3 gange med ca. 8 dages mellemrum. Alt afhængig af modning høstes kaffen mellem oktober og december. Bærret starter grønt og ender rødt. Inde i et bær er der 2 halve kaffebønner. I frisk tilstand smager det ganske glimrende og minder i smager lidt om tranebær. En kaffeplante er flerårig og når sit højdepunkt efter 6 år. I stil med stikkelsbær buske bliver "trætte" grene klippet af.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar