onsdag den 9. september 2009

Velkommen på forsiden


Danmark har været på forsiden af alle aviser hernede. Specielt La Prensa, der bedst kan sammenlignes med hjemlige Berlingske Tidende, havde en stor artikel der fyldte halvdelen af forsiden. Årsagen er, at Danmark har skåret i bistanden til Nicaragua. Det er ellers ikke fordi Nicaragua ikke er vant til, at der bliver skåret i hjælpen til dem. Både USA samt EU har mere eller mindre lukket deres hjælp ned til Nicaragua p.g.a. anklager om massiv valgsvindel ved kommunevalgene i november 2008 samt generel korruption. Det er ikke de 30 millioner kroner hjælpen er reduceret med, der reelt betød så meget. Da USA og EU lukkede deres hjælp ned, var der tale om et par milliarder kroner. Det er snarer det faktum, at det var Danmark. Sammen med de øvrige nordiske lande har Danmark, siden diktatoren Somoza blev styrtet af specielt sandinisterne i 1979, ydet hjælp til Nicaragua. Danmark har specialiseret sig i bygning af skoler, lægeklinikker, broer samt veje. Ikke uvæsentligt i et land, der var voldsomt sat tilbage efter, at de amerikansk støttede kontraere havde systematisk ødelagt al infrastruktur. Militære mål var aldrig interessante, mens civile mål var altid spændende for at destabilisere det unge og usikre demokrati. At det var gamle kolonimagter eller imperialister som USA, Spanien, Frankrig og England der lukkede kasser i gjorde ikke tingene nemmere, men det var ikke verdens ende og hvad kunne man ellers forvente. Men at Danmark reducerede hjælpen med symbolske 30 millioner kroner, det kunne trække overskrifter. Den gjorde ondt, at en af de få gode gamle venner kom med kniven. Det kan ikke havde været en stor overraskelse, men virkeligheden kan være hård. Nicaragua har i mellemtiden fået nye venner og specielt Venezuela har måttet til lommerne.
Som en lille sidebemærkning skal det lige nævnes, at La Prensa absolut ikke er en regeringsavis, snarer tværtimod.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar