Transport i Nicaragua

Al daglig transport i Nicaragua foregår udelukkende ved hjælp af aflagte amerikanske skolebusser fra 50'erne og 60'erne. Der findes ingen togstrækninger i landet mere og taxakørsel er for dyrt for lokalbefolkningen. Al transport er privat og 50 km eller ca. 1 time koster 3 kr. Landet er delt op i nogle trafikknudepunkter, hvortil man kører for at skifte retning. Vores allesammens HT er lysår efter busserne i Nicaragua. De har film og musik og gerne på en gang. Mulighed for køb af drikkevarer, mad, is og slik og ikke mindst levende underholdning i form af f.eks tryllekunstnere. Det hele udført af foretagsomme private erhvervsdrivende, der hopper på bussen, sælger hvad der kan sælges og derpå hopper af. Alt er i henhold til aftale med buschaufføren og konduktørene, det er jo en service til de rejsende. Man kan komme af og på, som man lyster. Der er ingen faste stoppesteder. Busruten(start og slutby) står i vinduet og konduktørerne råber endestationen hængende ud af bussen for at tiltrække mulige kunder. Man kan have sin cykel med, den blive sat op taget sammen med grisen, kurvene eller de indkøbte møbler. Alle vil gerne sidde ned i bussen, men man rejser sig selvfølgelig for ældre samt kvinder. Man kan til tider føle sig hensat til filmen med Dirch Passer & Ove Sprogøe og deres sporvogn. Man er aldrig urolig for at køre i bus i Nicaragua, da alle busser er overklistret med kristne budskaber som Herren er med dig, Jesus er din hyrde og derudover overklistret med Spidermann.I takt med at den økonomiske nedtur ramte Nicaragua i 90'erne er cyklen blevet meget populær. Man kan til tider føle sig hensat til København, hvor cyklisterne vælter frem og tilbage. Man kører gerne mange på den samme cykel og en nicaraguansk familie på 5 kan sagtens sidde på en sådanne.