lørdag den 3. januar 2009

Ankomsten til Nicaragua


Så er hele familien ankommet til Granada i Nicaragua. Vi nåede at opleve nytåret i Granada inden vi faldt i søvn kl. 22. Knaldfyrværkeri er tydeligvis i højsæde på bekostning af raketter. Man kunne på nogle tidspunkter i.l.a. aftenen have en ide om, at militæret havde haft et lagerudsalg af diverse øvelsesgranater.

Næste dag så byen overraskende pæn ud. Masser af affald fra fyrværkeriet, men intet knust glas som i København. Der er ingen til at feje gaderne p.t. Regeringen har ikke betalt gadefejerne, efter byen ved kommunevalget valgte en liberal kandidat. Det kan man da kalde konsekvens.

Vi var i cirkus Teletubbies, her i Granada. Det var absolut en oplevelse. Billetterne kostede 10 kr. på 1. række. Kunne delvis sammenlignes med et cirkus i Danmark, men med et par væsentlige ændringer. En løve i manegen, kun iført et halsbånd. Freja var sandelig også lidt usikker på dette arrangement. Trygt eller utrygt, vi overlevede. Næste fantastiske indslag var en syngende bøsse. Flirtende med alle mænd på 1. række. Kys, kram samt diskrete fødder plantet i skridtet. Vild jubel i cirkusset. Man har et særdeles afslappet forhold til bøsser og transvisitter i Granada på trods af, at det som alle andre latinamerikanske samfund er et udpræget machosamfund. Praktisk talt alle mandlige frisører i byen er bøsser og de gør absolut intet for at skjule dette.

I morgen søndag flytter vi fra vores hotel ind i en lejlighed indtil videre. Vi skal bor der i 10 dage, hvorefter vi, højst sandsynligt, flytter ind i vores egen lejlighed.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar