På vores sædvanlige søndagsudflugt med de gule busser tog vi i dag til natur reservatet El Chocoyo, der ligger tæt på byen Ticuantepe. Efter et besøg i byens park, hvor der som alle andre steder i Nicaragua altid spilles bold om søndagen, tog vi en motorcykel taxi ud til reservatet.
Vi betalte 50 kr. for entreen, der inkluder 3 personer samt en personlig guide til turen rundt. Det er en af de mindre tropiske regnskove, hvor gåturen rundt tager ca. 3 timer. Min kære datter var meget entusiastisk indtil vi efter 5 minutter mødte den første slange ca. 60 cm væk fra stien. Derefter holdt hun blikket stift rettet mod stien resten af turen rundt. Hun havde ellers fået at vide af guiden, at slangen kun spiste mus samt andre mindre dyr. Humøret blev meget bedre, da man kunne høre lydene af de første brøleaber i det fjerne. Brøleaberne lever i grupper og det er deres måde at kommunikere med hinanden på. Da vi nærmere os tiltog deres brøl. De var tydeligvis meget utilfreds med vores tilstedeværelse og at vi ikke straks forlod området. Der er ingen tvivl om, hvorfor de har deres navn. Man kan overalt i naturreservatet hører de forskellige grupper af brøleaber, der råber til hinanden.
I naturreservatet er der samtidig et vandfald. Vandet derfra forsyner adskillige omkring liggende landsbyer med vand. Yderligere bidrager kilden med 20% af hovedstadens vand. Det var den egentlige årsag til, at området blev udlagt til naturreservat for at sikre vandet dertil.
Reservatet er samtidig hjemsted for mere end 200 fuglearter. En del af den er trækfugle. På en klippeside har tusindvis af de grønne chicoyoer bygget deres rede ind i klippen. Om morgenen forlader de klippen for i tusindvis at vende tilbage ved solnedgang. Dens udbredelse strækker sig fra Mexico i nord til Nicaragua i syd og kun på stillehavs siden. Det er èn af de papegøjearter som vi har fornøjelsen af her i Granada. De sidder gladeligt i mangotræet udenfor vores vinduer. Fascinerende og lidt larmende.
Området er samtidig kendt for at være Nicaraguas ananas dal. Hele naturreservatet er omgivet af marker med ananas. Ananasen vokser på en lav busklignende plante. Den er meget taknemmelig og kan tåle meget sol og lidt vand.
Link til billeder fra naturreservatet og nedenunder lyd fra brøleaber.
http://picasaweb.google.dk/familiensigvardsen/ReservaElChocoyoYTicuantepe?feat=directlink